Bundfradraget forhøjet

Vi har den 12. november 2009 modtaget nedenstående pressemeddelelse fra Feriehusudlejernes Brancheforening.

Pressemeddelelse:
Finanslov anerkender sommerhusudlejning

- Fremover er de første 10.000 kroner i lejeindtægt skattefritaget.

Finanslovsaftalen anerkender udlejning af sommerhuse til turister med 35 mio. i varig effekt. Endelig er det lykkedes at forhøje bundfradraget for sommerhusudlejning fra 7.000 kroner til 10.000 kroner og ikke mindst en fremtidig inflationstilpasning. Fremover bliver bundfradraget reguleret med udviklingen i indkomsterne og aftalen indebærer. ”Forhøjelsen af bundfradraget er en væsentlig anerkendelse af den unikke danske sommerhuskultur, hvor 55 procent af de udenlandske overnatninger finder sted. Det sker i udkantsområder af Danmark, hvor turismen er afgørende for erhvervslivet og beskæftigelsen,” siger Carlos Villaro Lassen, direktør for Feriehusudlejernes Brancheforening.

”Vi kan takke erhvervsordfører Colette Brix fra Dansk Folkeparti, der var med til at bære ideen ind til regeringen i finanslovsforhandlingerne, ligesom turismeordfører Hans Christian Thoning fra Venstre og Økonomi- og Erhvervsminister Lene Espersen fra de konservative har arbejdet for bedre rammevilkår for udlejning af sommerhuse”, siger Carlos Villaro Lassen.

Brancheforeningen mener, at der er brug for yderligere forhøjelser af bundfradraget til 25.000 kroner, men at der nu er taget et vigtigt skridt frem i forbedringen af sommerhusturismen. ”Der er i dag ca. 35.000 huse, der udlejes til turister, men der er brug for endnu flere og bedre huse”, siger Carlos Villaro Lassen. ”Han man et sommerhus, skal man blot kontakte et udlejningsbureau, som allerede fra næste år, vil sætte det til udlejning, og de første 10.000 kroner er fremover skattefri.

Sommerhusturismen skaber en omsætning på omkring 8 milliarder kroner ifølge VisitDenmarks beregninger. Tre fjerdedele af turisternes penge går til de lokale købmænd, butikker, restauranter, forlystelser og museer.